Midtbogførings

Handelsbetingelser

Ejet og drevet af Bjerringfelt ApS – CVR: 38478303
Gældende fra 01.01.2024

Disse handelsbetingelser gælder for alle aftaler mellem Bjerringfelt ApS, CVR 38478303, Iglsøvej 65, 7800 Skive (herefter “Midtbogføring”) og erhvervskunder (herefter “Kunden”). Betingelserne gælder for levering af bogførings- og regnskabsydelser samt tilknyttede ydelser. Betingelserne gælder for alle aftaler, medmindre andet er udtrykkeligt og skriftligt aftalt mellem parterne.


1. Aftaleindgåelse

En aftale anses for indgået, når Kunden skriftligt eller pr. e-mail accepterer et tilbud fra Midtbogføring,
eller når Kunden første gang fremsender materiale til brug for bogføring eller regnskabsbehandling.

Alle aftaler er løbende og fortsætter, indtil de opsiges i overensstemmelse med pkt. 3.
Eventuelle ændringer eller tillæg til aftalen er kun gyldige, hvis de er skriftligt accepteret af begge parter.


2. Opsigelse

Opsigelse skal ske skriftligt pr. e-mail til salg@midtbogforing.dk.

Der gælder en opsigelsesperiode på løbende måned + 1 måned, medmindre andet er skriftligt aftalt.
Kunden er betalingspligtig for ydelser frem til udløbet af opsigelsesperioden, uanset om Kunden vælger at stoppe samarbejdet tidligere.

Manglende betaling, grov misligholdelse eller gentagen forsinkelse med levering af materiale betragtes som væsentlig misligholdelse og giver Midtbogføring ret til at ophæve aftalen med øjeblikkelig virkning. Kunden er fortsat forpligtet til at betale for allerede udførte ydelser samt eventuelle udeståender.


3. Kundens forpligtelser og levering af materiale

Kunden er eneansvarlig for at sikre, at alt relevant regnskabs- og bilagsmateriale samt oplysninger fremsendes rettidigt, fuldstændigt og korrekt,
så Midtbogføring kan udføre arbejdet i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Midtbogføring har ingen pligt til at kontrollere eller efterprøve materialets rigtighed,
fuldstændighed eller lovlighed og foretager ikke revisionsmæssig gennemgang.

Fremsendes materiale for sent, ufuldstændigt eller i ustruktureret form,
forbeholder Midtbogføring sig retten til at opkræve ekstra tidsforbrug efter gældende takster.

Modtager Midtbogføring ikke det nødvendige materiale inden udløbet af moms- eller indberetningsfrister,
er Midtbogføring berettiget til at bogføre ud fra kontoudtog fra banken eller anden tilgængelig dokumentation. Enhver konsekvens af manglende eller fejlagtigt materiale bæres fuldt ud af Kunden.


4. Betaling og misligholdelse

Medmindre andet er skriftligt aftalt, er betalingsfristen 8 dage netto fra fakturadato.

Ved manglende betaling forfalder samtlige udeståender straks til betaling. Midtbogføring er berettiget til at standse arbejdet og tilbageholde yderligere ydelser, indtil betaling er modtaget.

Ved forsinket betaling pålægges morarenter i henhold til renteloven samt rykkergebyrer pr. fremsendt rykker.
Gentagen eller væsentlig betalingsmisligholdelse berettiger Midtbogføring til at ophæve aftalen med øjeblikkelig virkning og kræve erstatning for tab.


5. Ansvar og ansvarsbegrænsning

Kunden er fuldt ud ansvarlig for korrekthed, fuldstændighed og rettidighed af alt fremsendt materiale og alle oplysninger, der danner grundlag for bogføring, indberetning eller anden behandling.

Midtbogføring kan ikke gøres ansvarlig for fejl, mangler, tab eller konsekvenser, som helt eller delvist kan henføres til:

  • Kundens forkerte, mangelfulde eller manglende oplysninger

  • Kundens manglende overholdelse af frister eller lovgivning

  • Materiale, som er fremsendt for sent eller i ustruktureret form

  • Kundens forhold i øvrigt

Midtbogføring er alene ansvarlig for direkte tab, som kan dokumenteres og som udelukkende skyldes grov uagtsomhed eller forsæt begået af Midtbogføring selv, og kun i det omfang tabet ikke er forårsaget helt eller delvist af Kundens egne forhold.

Midtbogføring fraskriver sig ethvert ansvar for indirekte tab, herunder — men ikke begrænset til — driftstab, tabt fortjeneste, skatte- eller afgiftsmæssige konsekvenser, renter, bøder eller andre afledte tab.


6. Logning, bevis og dokumentation

Alt arbejde, kommunikation og ændringer i regnskabssystemer og øvrige it-systemer logges automatisk.

Disse logoplysninger kan anvendes som bevismateriale ved uoverensstemmelser eller retssager. Kunden accepterer, at logfiler, systemdata og e-mailkorrespondance kan bruges som dokumentation for aftaler, levering, fremsendelse af materiale og eventuelle mangler.

Logningen sker i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning.


7. Fortrolighed og databehandling

Midtbogføring behandler alle oplysninger fortroligt i overensstemmelse med bogføringsloven og databeskyttelsesforordningen (GDPR).

Personoplysninger behandles alene med henblik på at opfylde bogføringsaftalen og slettes efter udløb af lovpligtige opbevaringsperioder. Midtbogføring kan videregive oplysninger i det omfang, det er nødvendigt for at opfylde lovgivningsmæssige forpligtelser, eller hvor det følger af en retskendelse eller offentligretlig forpligtelse.


8. Lovvalg og værneting

Aftalen er underlagt dansk ret.
Enhver tvist mellem parterne, der udspringer af eller relaterer sig til aftalen, skal anlægges ved Retten i Viborg som aftalt værneting.


9. Ændringer af handelsbetingelser

Midtbogføring forbeholder sig retten til at ændre handelsbetingelserne med et varsel på 30 dage. De til enhver tid gældende handelsbetingelser findes på midtbogforing.dk/handelsbetingelser.